torsdag den 30. maj 2013

Fuldkornkerne Rugbrød

Er du vil med et rugbrød spækket med kerner? Så er dette lige sagen for dig!
Smager også super lækkert ristet :-)


*Desværre har jeg ingen billeder af min fuldkornkernerugbrød (da jeg har mistet mit kamera), så billedet her er af mit græskarkernerugbrød :-)

Fuldkornkernerugbrød

Ingredienser:
400 gr. knækkede rugkerner
6 dl. kogende vand
5 dl vand
40 gr. salt
4 dl. rugbrødssurdej ( eller 10 gr. gær, læs mere her rugbrøds surdej)
2 spsk. lys maltsirup (skærtoft mølle)
425 gr. grahamsmel
200 gr. fuldkornshvedemel
125 gr. hvedemel
100 gr. sigtemel
125 gr. græskarkerner
75. gr. sesamfrø
130 gr. hørfrø


Fremgangsmåde:
I en lille skål hældes rugkerner og overhældes med kogende vand, stil til side.
I en stor skål bland (*gær, hvis du ikke bruger surdej) maltsirup, vand og salt, rør godt. Tilføj surdejen og få rørt alt godt sammen. Tilføj grahams-, fuldkornshvede-, hvede-, og sigtemel, græskarkerner, sesamfrø og hørfrø.
Når rugkernerne er kølet af, så væsken er fingervarm, hældes de + væske ned i skålen til de resterende ingredienser.
Så skal der bare røres godt, eventuelt i en stand mixer med padlen, eller brug en grydeske.

**Vigtigt! Tag 400 gr. af dejen fra og opbevar den i køleskabet i en beholder, til næste gang du bager rugbrød. (Rør gerne med jævne mellemrum i den) Det bliver til en surdej, så du næste gang du bager kun skal bruge 5 gr. gær. Når du næste gang tager 400 gr. fra, har du til en tredje gang hvor du ikke skal bruge gær, da du så har en surdej der kan klare hævningen selv :-) 

Smør 2 rugbrødsforme med olie, eventuelt læg et stykke bagepapir i bunden så rugbrøddet kan komme ud når det er bagt.
Fyld dejen i formene og stil dem, overdækket med køkkenfilm, på køl i 24 timer eller lunt i 10-12 timer.
Dejen skal gerne hæve 1-1 1/2cm, hvis den ikke har gjort det, stil den et lunt sted 1-2 timer.


De skal bare i ovnen på 200 grader i 45-65 minutter, til brødets centrum temperatur er 97 grader, jeg brugte mit sukkertermometer til hjælp, hvilket jeg er rigtig glad for, da mine brød har en tendens til at være for våde. (Mine bagte i 65 minutter, men opskriften siger 45-60, så prøv dig frem)

Vend dem ud på en rist, men formen som låg i en times tid.
Hvis du ikke vil have en sprød skorpe, men en blød skorpe, så pak brødende ind i køkkenfilm 30 minutter efter de er kommet ud af ovnen og lad dem køle af. Ellers lad dem køle af på en rist indtil de er afkølede.

onsdag den 29. maj 2013

Sundere Crunchy Cashew Almond Granola

Som nogle måske har bemærket/læst er jeg morgenmadsmenneske, noget jeg ofte nyder dagen lang :-)
Hvis du har lyst til at følge mere med, i billeder, er jeg at finde på instagram her!

De fleste granola'er man kan købe og mange opskrifter er fyldt med sukker, honning og fedt, hvilket jeg ikke helt er fan af. Så i dag kommer der en sundere udgave af granola, uden raffineret sukker, som nu er min ultimative favorit og som jeg i fremtiden vil trylle mange forskellige variationer ud af!

Så bag i aften og nyd den i morgen tidlig.


Jeg har sidste uge overstået, endnu en hofteoperation og er nu på 2 krykker de næste 6 uger, så der bliver i den kommende tid taget fra gemmerne. Der er også en masse lækre godter, så glæd dig.

Har været så uheldig at få stjålet min taske, Nikon kamera, osv. osv. sidste uge :'( Så skal nu ud og have købt mig et nyt. Har været så glad for mit Nikon D3100, som jeg fik til jul (fra far & mig selv ;) ), så tror det bliver det samme igen!

Jeg ønsker jer alle en dejlig og solrig kommende weekend.



Crunchy Cashew Almond Granola
(inspireret fra fitsugar)
til en 5-7 portioner, alt efter forbrug ;-)

Ingredienser:
100 gr. havregryn
100 gr. hel boghvede
35 gr. mandler
2 spsk. hørfrø
1/2 tsk. kanel

2 spsk. cashewsmør/mandelsmør
2,5 spsk. agavesirup *
1,5 spsk. kokosolie**

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 150 grader (ikke varmluft) og beklæd en bageplade med bagepapir. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål. Varm de våde ingredienser i en tykbundet gryde over svag varme, start med at smelte kokosolien, tilføj så agavesirup og cashewsmør.
*Hvis du ikke vil have din granola så sød, så brug lidt mindre (1,5-2 spsk.) agavesirup, lidt mere sød (2-3 spsk.) agavesirup. **kokosolie kan undværes, men så syntes jeg at der ikke er nok til at dække.

Hæld nu blandingen over de tørre ingredienser i skålen og rør godt rundt, så det er blandet godt sammen.

Vend det over på bagepladen, og bred det ud. Bag i ovnen i ca. 15-20 minutter (alt efter ovn, - min er ret vild), til det er gyldten. Hold øje med det, så det ikke bliver for mørkt i kanterne.
Lad det køle helt af, ca. 20 minutter og bræk det i mindre stykker.
Opbevar i et tætsluttende glas.

Server på youghurt, med skyr, mælk frugt eller bare som snack. Jeg spiste det mest som snack, det smagte simpelthen så godt!



tirsdag den 14. maj 2013

Stjernekage med limefrosting

Denne kage bagte jeg helt tilbage i December, til en julefrokost med madklubben. Ved et tilfælde faldt jeg sidst over indlægget og kunne se at det aldrig blev udgivet. - For dårligt. Så nu er det ikke en White Christmas kage, men bare en stjernekage ;-) Den er rigtig lækker let og limefrostingen passer jo perfekt til sommer. Så hvis du lige mangler noget sødt til en sommeraften, så er denne kage er godt bud!




Stjernekage med limefrosting
(Opskrift fra Askchefdennis)
2 x 20 cm. springform

Ingredienser:
5 æggehvider, rumtemperatur
175 ml. mælk
2 1/2 tsk. vaniljeessens
450 gr. mel
400 gr. sukker
1 tsk. bagepulver
3/4 tsk. salt
170 gr. rumtempereret smør

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175 grader. Smør de 2 springforme og vend mel rundt i dem. I en lille skål piskes, æggehvider, halvdelen af mælken og vanilje sammen. I en anden skål, bland de tørre ingredienser sammen. Rør nu smør i tern, i melet sammen med det sidste mælk. 
Rør ved lav hastighed indtil det hele er blandet godt sammen, skru op på medium hastighed og pisk i ca. 1 1/2 minut. 
Skrab kanterne ned og tilføj æggeblandingen ad 3 gange, pisk i 20 sek. efter hver portion. 
For at sikre at dejen er godt blandet, vend den rundt med en dejskraber.

Bag i 20-30 minutter, indtil en tandstik kommer ud ren. (Stik en tandstik eller blomster pind ind i midten af kagen, hvis der ikke hænger noget kage fast, er den færdig)
Lad den afkøle i formen i ca. 10 minutter, tag den herefter ud af formen og afkøl den på en rist med bunden ned.


Lime Frosting
(Inspireret fra Askchefdennis)
1 portion passende til ovenstående kage 2x 20 cm. bunde

Ingredienser:
370 gr. blødt usaltet smør
385 gr. flormelis
3 spsk. limesaft
1 tsk. vaniljeessens
knsp. salt

Fremgangsmåde:
Pisk smør og flormelis luftigt. Rør limesaft, vaniljeessens og salt i. Pisk godt. Hvis den er for fast, kan ekstra limesaft røres i.


Pynt:

Fondant, se opskrift her
sølv sukker kugler
hvide sukker kugler

Rul fondanten tyndt ud og udstik stjerner i forskellige størrelser.



Sådan samler du kagen:
Når kagen er afkølet, eventuelt køleskabs kold.
Læg 1 bund på et kagefad/tallerken, smør en god portion frosting på bunden. Læg 2. bund på. Smør så kagen op med den resterende frosting. Pynt med fondant stjerner og drys med sukkerkugler. 





Rocky Road Brownies

Jeg er kæmpe brownie fan. Og fan af skumfiduser. Jeg har længe ville bage med skumfiduser og det endte med at blive en omgang Rocky Road Brownies.

Jeg frøs halvdelen ned, de blev serveret til en middag og smagte også godt frosne :-)

Der er kommet lidt nyt herinde på bloggen, en side med lidt baggrund for bloggen Bag bloggen og en PRINT knap, som du finder under hvert indlæg.

Rocky Road Brownie

Rocky Road Brownie
(Opskrift fra sweet2eatbaking)
Ca. 30-40 stk

Ingredienser:
250 gr. usaltet blødt smør
350 gr. sukker
2 æg
1 tsk. vanilje
1/4 tsk. salt
3/4 tsk. bagepulver
80 gr. kakao
450 gr. mel
65 gr. mini skumfiduser
70 gr. hakkede hasselnødder (eller anden nød)
150 gr. chokoladeknapper

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader. Beklæd en bageplade med bagepapir.
Pisk smør og sukker hvidt, tilføj æg og vanilje, pisk godt. I en anden skål, rør salt, bagepulver, kakao og mel sammen.
Hvis du bruger en standmixer, brug padlen, ellers en grydeske. Rør mel-blandingen, lidt ad gangen i smør-blandingen. Dejen er ret fast når alt melet er tilføjet, næsten som en brøddej.
Bland nu, skumfiduser, hasselnødder og chokoladeknapper i dejen, ælt det eventuelt i.
Bred nu dejen ud på bagepladen, så det er jævnt og ca. 3 cm i tykkelse.
Bag i ca. 25-28 minutter, den skal være sprød i kanten og blød i midten. (Hvis du gerne vil have at din brownie er til den bløde side, så skal den ikke være så sprød i kanten)

Lad den afkøle på en rist, inden du skærer den ud i ønsket størrelse.

De holder sig udmærket i en tætsluttende beholder i en uges tid, ellers kan de med fordel fryses ned.





fredag den 10. maj 2013

New York Cheesecake

For nogle uger siden var jeg med kæresten på Memphis Roadhouse i Aarhus. Fantastisk lækker mad, hyggelige lokaler og god betjening. Til dessert fik jeg en lækker, lækker NY cheesecake og gik siden med så et stort crave efter mere, så jeg sprang fluks i køkkenet.

Jeg har købt en bog af Leila Lindholm, "a piece of cake" og endte ud med at bruge hendes opskrift, efter nogle ændringer :-) Havde søgt rundt på nettet og fundet frem til lidt forskellige teknikker (nærmere betegnet 2 forskellige ;-) ) Men jeg holdt mig til den "nemme" udgave med bund og 1 lag fyld og bagning.
Jeg foretrækker en lidt tyndere bund, - men glemte det i processen, så fik knust for mange kiks. Jeg har skrevet opskriften med de mængder jeg vil bruge næste gang.

En fantastisk lækker og cremet cheesecake, bedst serveret med lidt frugtkompot.


New York Cheesecake
(inspireret fra "a piece of cake" - Leila Lindholm)
1 kage

Ingredienser:
200 gr. digestive kiks
100 gr. usaltet smør

600 gr. flødeost naturel (jeg bruger Buko, i stedet for philadelphia for at undgå unødige tilsætningstoffer)
300 gr. cremefraiche 9%
125 gr. sukker
70 gr. majsstivelse
2 tsk. vaniljepulver, f.eks. fra urtekram
3 æg

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175 grader. Knus kiksene i en plasttikpose med en kagerulle. Smelt smørret og bland det med de knuste kiks i en skål. Smør en springform med smør eller spray med olie og tryk kikse-blandingen ud i bunden. Bag bunden i 10 minutter i ovnen, lad den herefter køle af.

Pisk flødeost og cremefraiche i en skål, tilføj sukker, majsstivelse og vanilje og pisk godt. Pisk herefter æggene i massen. 

Hæld blandingen over den afkølede kiksebund og bag i ovnene, på midterrillen i ca. 50 minutter, til kagen er fast i kanten men stadig blød i midten. Kagen må ikke blive for brun, hvis den tager meget farve så dæk den til med alufolie.
Lad herefter kagen stå i ovnen i 1-2 timer, indtil den er kølet af. (Jeg læste nogle steder at det godt kan forhindre kagen i at revne i kanterne, - jeg var utålmodig og åbnede flere gange ovnen imens og tog kagen ud for tidligt, så min revnede desværre en smule )

Jeg serverede min kage med en frugtkompot og friske bær.


En hurtig frugtkompot

Ingredienser:
1 håndfuld bær pr. person
1 spsk. vand pr. person
1 tsk. agavesirup pr. person

Fremgangsmåde:
Kog bærrene op sammen med vandet, smag til med agavesirup og lad afkøle.


Enjoy

onsdag den 1. maj 2013

Græskarkerne Rugbrød

Vi var i den forlængede store bededags weekend på dejligt familie besøg hos mine forældre, samt til hyggeligt nonfirmation ved kærestens niece. Jeg elsker at komme hjem til mine forældre, der er altid sådan en dejlig ro. 

Du får lige nogle billeder af den smukke solnedgang ved mine forældre.


I dag kommer en opskrift på rugbrød, med græskarkerner. Rugbrødet har masser af smag, men desværre havde jeg ikke sat tid nok af til hævning, eller også kunne min surdej som jeg har oparbejdet efter de sidste rugbrødsbagninger ikke hæve det nok, så mit blev ret fladt. Næste gang bruger jeg 5 gr. gær og længere hævetid.
Men smagen fejler ikke noget, så det er bare med at slå sig løs! :-) Der er intet bedre end hjemmebagt rugbrød, det smager bare lækkert! 
Det skal hæve i 12-24 timer, så bag det dagen inden du skal bruge det.




Græskarkerne Rugbrød
(2 stk rugbrød)

Ingredienser:
400 gr. rugkerner
6 dl. kogende vand

5 dl. vand
60 gr. maltsirup (skærtoft mølle)
400 gr, surdej fra sidste Rugbrød, eller 10 gr. gær* hvis det er første gang, eller 5 gr. gær hvis det er anden gang** 
40 gr. salt

450 gr. rugmel
400 gr. hvedemel
150 gr. græskarkerner
100 gr. hørfrø

Fremgangsmåde:
I en lille skål hældes rugkerner og overhældes med kogende vand, stil til side.
I en stor skål bland (*gær, hvis du ikke bruger surdej) maltsirup, vand og salt, rør godt. Tilføj surdejen og få rørt alt godt sammen. Tilføj rugmel, hvedemel, græskarkerner og hørfrø.
Når rugkernerne er kølet af, så væsken er fingervarm, hældes de + væske ned i skålen til de resterende ingredienser.
Så skal der bare røres godt, eventuelt i en stand mixer med padlen, eller brug en grydeske.

**Vigtigt! Tag 400 gr. af dejen fra og opbevar den i køleskabet i en beholder, til næste gang du bager rugbrød. (Rør gerne med jævne mellemrum i den) Det bliver til en surdej, så du næste gang du bager kun skal bruge 5 gr. gær. Når du næste gang tager 400 gr. fra, har du til en tredje gang hvor du ikke skal bruge gær, da du så har en surdej der kan klare hævningen selv :-) 

Smør 2 rugbrødsforme med olie, eventuelt læg et stykke bagepapir i bunden så rugbrøddet kan komme ud når det er bagt.
Fyld dejen i formene og stil dem, overdækket med køkkenfilm, på køl i 24 timer eller lunt i 10-12 timer.
Dejen skal gerne hæve 1-1 1/2cm, hvis den ikke har gjort det, stil den et lunt sted 1-2 timer.
Jeg beklædte den ene form med speltkerner og dækkede rugbrødet med det efter hævning, for lidt ekstra sprødhed.


De skal bare i ovnen på 200 grader i 45-65 minutter, til brødets centrum temperatur er 97 grader, jeg brugte mit sukkertermometer til hjælp, hvilket jeg er rigtig glad for, da mine brød har en tendens til at være for våde. (Mine bagte i 65 minutter, men opskriften siger 45-60, så prøv dig frem)

Vend dem ud på en rist, men formen som låg i en times tid.
Hvis du ikke vil have en sprød skorpe, men en blød skorpe, så pak brødende ind i køkkenfilm 30 minutter efter de er kommet ud af ovnen og lad dem køle af. Ellers lad dem køle af på en rist indtil de er afkølede.

Jeg skærer mine over i halve og fryser dem ned, de holder sig ganske udmærket og er stadigvæk lækre efter optøning.