lørdag den 24. maj 2014

Smoothie Bowl

Nu er sommeren virkelig over os. Det har været nogle skønne, varme og solrige dage. Det varme vejr afspejler sig i madvanerne, ihvertfald for mig :-)

Jeg er fuldstændig faldet for smoothie i skål, med granola eller müsli og bær. Mums.
Super nemt og bare så lækkert!


Smoothie Bowl 
Ingredienser:
1 lille, moden banan
1 håndfuld frosne jordbær
1 håndfuld frosne bær
ca. 2,5 dl. minimælk
>du kan skifte ud i bærrene, eksempelvis bruge frossen eller frisk mango. Bananen er vigtig, da den giver sødme og gør smoothie'en cremet.

Fremgangsmåde:
  1. Fyr det hele i en blender, kør indtil du har en cremet og luftig smoothie.
  2. Tilføj lidt mere mælk, hvis den er for tyk.
  3. Server med müsli eller granola og frisk frugt.
Skøn sommermorgenmad.

Næringsindhold
(kun for smoothie'en, minus topping)
Energi: 215 kcal
Protein: 11 gr.
Kulhydrat: 39 gr.
Fedt: 2,5 gr. 


mandag den 19. maj 2014

Brownies med Skumfiduser

En lækker og snasket brownie, som lige får det ekstra med lidt skumfiduser.

Og der er en lille twist, - den er lavet med fuldkornsmel. Det giver den en skøn, lidt nødde-agtig struktur.

Brownies med Skumfiduser
(inspireret af Texanerin.com)
30 stk.

Ingredienser:
300 gr. sukker
125 ml. solsikke eller rapsolie
3 æg
4 tsk. vaniljeessens
70 gr. kakao
175 gr. grahamsmel
1 håndfuld mini skumfiduser

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 C. Beklæd et ovnfast fad, ca. 25x15 cm. med bagepapir.

  1. Rør sukker og olie sammen, lad det trække i nogle minutter.
  2. Rør æg og vaniljeessens i, rør til det er grundigt blandet sammen.
  3. Rør nu kakao og mel i blandingen, rør kun indtil det er blandet sammen, ikke mere, da konsistensen på kagen kan risikere at ændre sig ved for meget omrøring.
  4. Fordel dejen i det ovnfaste fad, fordel skumfiduser over hele kagen, eller noget af den (alt efter smag og behag) Tryk skumfiduserne ned i dejen.
  5. Bag i ovnen i 18 minutter. Kagen vil fortsat være meget blød og klistret, - det skal den være.
  6. Lad kagen køle af i fadet, skær den ud i tern og server. 

*Kagen er meget blød i midten, hvis den er for blød til dig, kan du skære det yderste i tern, fjerne dem og bage midten af kagen i 5 minutter i en varm ovn. MEN, den er altså lækker, især når den er snasket som den er i midten :-)

fredag den 16. maj 2014

Hveder

I dag er det Store Bededag. Der findes forskellige måder at holde traditionen om "hveder" ved lige.. Man kan spise dem aftenen inden Store Bededag, spise dem lune på dagen (som mig) eller flække dem og riste dem. Slå dig løs :-)

Her kommer en god opskrift, med et skønt lille twist, hvis du ikke har bagt endnu..


Hveder
12 stk.
(Inspireret fra politiken.dk)

Ingredienser:
500 gr. hvedemel
1 1/2 tsk. kardemomme
1 tsk. fint salt
100 gr. smør
25 gr. gær
1 1/2 dl. mælk
1 1/2 dl. vand
25 gr. honning
Revet skal fra 1 øko citron

Fremgangsmåde:
  1. Rør mel med kardemomme og salt.
  2. Smelt smørret, rør det sammen med mælken. Smuldr gæren i vandet, rør citronskal og honning i. Rør smør/mælk i når det er afkølet (fingervarmt).
  3. Rør melet i blandingen og ælt dejen i 5-8 minutter, til den er glat og smidig. Tilføj evt. lidt ekstra mel hvis dejen er for klistret.
  4. Form dejen til en kugle, vend den tilbage i skålen og lad den hæve tildækket i 1 time et lunt sted.
  5. Tænd ovnen på 200 C. Læg et stykke bagepapir i en 20×25 cm. ovnfast form/fad. Eller i to hvis du ikke har en i den størrelse. 
  6. Form 12 boller, læg dem i formen med ca. 1 cm. afstand. Pensl bollerne med mælk.
  7. Bag i ovnen i ca. 25 minutter nederst i ovnen.
  8. Tag dem ud og lad dem køle af på en bagerist.