fredag den 25. januar 2013

Durumboller og -brød

Var på besøg hos min svigerinde for noget tid siden, hvor hun havde bagt nogle super lækre durum boller, siden der har jeg simpelthen været hooked på at skulle bage nogle selv.

Til nytår bagte vi durum brød til forretten, som var rigtig lækkert, men det havde ikke rigtig samme sprødhed, men stadig super lækkert og luftigt, takket være min kærestes gode overarme :-).
Så jeg fik spurgt min svigerinde efter opskriften, men desværre havde hun ikke en præcis opskrift, men mente at hun brugte æg.. Så jeg forsøgte mig frem og er rigtig tilfreds med resultatet. De blev så lækre, men vil forsøge mig at eksperimentere videre, vil super gerne have en sprødere skorpe næste gang. Så næste gang forsøger jeg mig med mere durummel og min bagesten.

*Opskriften er inspireret af lidt forskellig web-search. Da vi bagte til nytår, brugte vi følgende opskrift: durumbrød


Durumbrød

Durumbrød og boller
(1 lille brød og ca. 5 boller)

Ingredienser:

25 gr. gær
1 dl vand
2 dl mælk
1 æg
1 tsk salt
1 spsk. olivenolie
300 gr. durummel
300 gr. hvedemel


Fremgangsmåde:

Opløs gær i fingerlunt vand. Når gæren er opløst, tilføj mælk, æg, salt og olie. Pisk det hele godt sammen. Tilføj alt durummel og det meste af hvedemelet og ælt/rør. Her kan man med fordel bruge en bagemaskine med dejkrog. Når dejen er æltet godt, tilføj eventuelt mere hvedemel hvis dejen er for våd. Dejen skal være en smule klistret, men ikke hænge fast på fingrene hvis du rører ved den. *hvis der skal mere mel til, brug durummel.
Når dejen har fået den ønskede konsistens, så skal den æltes godt. Ca. 8-10 minutter på medium hastighed.
Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 1 time.

Slå et brød op og form nogle boller og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve 30 minutter på pladen.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Snit brødet som på billedet.
Bag dem i 20-25 minutter, bollerne skal have lidt mindre tid i ovnen end brødet. For at tjekke at de er færdig bagte, kan man banke på bunden, hvis det lyder "hult" er de færdigbagte.

onsdag den 23. januar 2013

Salat Mania :-)

Jeg elsker salat. Muligvis lige så meget som jeg elsker lyserød. Hvilket siger ret meget :-)

Har dog fundet ud af, at jeg desværre endnu ikke har lagt nogle af mine salater op på bloggen, - alt for dårligt. Selvom jeg er helt vild med kager og sødt så betyder sundhed ligeså meget. Jeg forsøger at balancere   mit indtag af søde sager med resten af min kost, så jeg ikke føler mig for "tung" og oppustet.

Jeg har derfor besluttet mig for at der fremover skal komme meget mere på bloggen om mine "ikke-kager" hvilket egentlig også har været meningen, desværre har jeg bare ikke været god nok til at realisere det. Men nu, NU skal det være. 2013, here i come!

Så her kommer en let og lækker vegetarisk salat. Hvis man ønsker, kan man altid stege noget kylling til.



Blandet salat

Blandet salat, (vegetarisk)
(1 portion)

Ingredienser:

1 stor håndfuld blandet salat
4 cherry tomater
1 champignoner
5 vindruer
1/2 avocado
1 håndfuld edemame bønner uden skal, optøet
syltede rødløg
et par oliven
1 spsk. pinjekerner

Dressing

3 spsk olivenolie
1 tsk dijonsennep
2 tsk balsamico
1 drys salt
1 tsk. honning

Fremgangsmåde:

Riv salaten i mindre stykker og læg det på en tallerken. Snit cherrytomater, champignon og vindruer og læg det ovenpå på salaten. Frigør avocado kødet fra skallen og skær den i skiver. Læg den på tallerkenen sammen med edemame bønner, rødløg i skiver og oliven. Rist pinjekernerne på en tør pande, høj varme, til de får farve og begynder at dufte. Hold godt øje med dem og vend dem godt.

I en lille skål, blandes dressingen. Rør det godt sammen og smag til om der evt. skal mere honning i.

Hæld lidt dressing over salaten og top med pinjekerner.

Super let, lækker og mættende salat :-)

lørdag den 5. januar 2013

(jule)Småkager - Zimtsterne & Vanillekipferl - (Bedre sent, end aldrig)

Julesmåkager er altid et hit, - og disse er helt fantastiske! De bliver bagt hver jul hjemme hos mig.
Det er tyske småkager, bagt traditionelvis i juletiden, men syntes bestemt også de kan bages på andre tidspunkter.
Jeg skal ihvertfald bage en omgang Zimtsterne på dansk Kanelstjerner igen inden næste jul :-)

Opskrifterne er fra nogle jule-bage hæfter fra Tyskland, iih ´, elsker simpelthen deres store udvalg!

Zimsterne
Zimtsterne
(fra 150 Rezepte, Advents-Backstube 04/12)
Ca. 40 stk.

Ingredienser:

3 æggehvider
250 gr. puddersukker + ekstra til udrulning
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel
125 gr. malet mandel
200 gr. malet hasselnød

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 150 grader, - 130 grader varmluft.
  1. Pisk æggehvider stive. Si puddersukkeret ned til æggehviderne og vend sammen. 
  2. Tag ca. 10 spsk. fra og stil tilside til senere.
  3. Tilføj kanel, mandelmel og hasselnødmel til æggehvide blandingen og rør det godt samme.
  4. Rul dejen ud på bordpladen, som er strøet med puddersukker. Rul den ud i 1/2 cm. tykkelse og stik ud med stjerne-udstikkere. Dejen kan godt klistre en del, så der skal bruges en del ekstra puddersukker.
  5. Læg stjernerne over på en bageplade beklædt med bagepapir.
  6. Herefter skal de pensles med den til side satte æggehvideblanding, *hvid blandingen virker lidt tynd, tilføj 1 spsk. puddersukker, gerne et halv tykt lag.
  7. Bag dem i ovnen i ca. 20 minutter.
  8. Efter bagning, træk bagepapiret med stjernerne fra pladen og lad dem afkøle helt.
  9. Opbevar i en lufttæt beholder.



De hæver meget op i ovnen.



____________________________________________________________________


Zimsterne & Vanillekipferl

Vanillekipferl 
( fra Die grosse Advents-Bäckerei 2012)
Ca. 55 stk.

Ingredienser:

100 gr. sukker
2 tsk vaniljekorn (Ikke sukker)  eller korn fra 2 vaniljestænger
250 gr. mel
200 gr. usaltet smør
100 gr. malet mandel
1 knsp. salt
2-3 spsk puddersukker

Fremgangsmåde:
  • Bland sukkeret med vaniljekornene. Tag 70 gr. af blandingen fra og stil resten til side til senere.
  • Bland vaniljesukker blandingen med mel, smør i mindre stykker, mandler og salt og ælt det til en smidig dej. Brug evt. en røremaskine med dejkrogen. 
  • Rul delen til en kogle, pak den ind i folie og læg den i køleskabet i ca. 30 minutter.
Tænd ovnen på 180 grader, 150 grader varmluft. 
Tag dejen ud af køleskabet, rul den ud til en pølse og skær den i 55 stykker. Rul og form dem til en "hestesko", se guiden nedenunder.


  1. Tag et stykke dej.
  2. Rul den ud til en pølse, gerne med 2 hænder, således at den er tykkere i midten og tyndere i spidserne.
  3. Tag spidserne og før dem ind mod hinanden så de former en hestesko.
  4. En færdig hestesko - kipferl.

  • Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 10 minutter og lad dem afkøle et par minutter på bagepladen.
  • ** Skub dem ikke af bagepladen eller flyt dem de første minutter, da de så knækker! - De er meget skrøbelige mens de stadig er varme.
  • Efter de er afkølet lidt, men stadig lune, vendes de i det resterende vaniljesukker. Så lækkert :-)
  • Hvis der ikke er nok vaniljesukker så bland mere, 4 spsk. sukker og 1/2 tsk vanilje.

torsdag den 13. december 2012

Lusekatte til Luciadag d. 13 December

Med svensk, tysk og dansk arv, betyder det at vi kører med en enorm blanding af traditioner derhjemme. Især her i juletiden bliver det til en skøn blanding, med mange lækre bagværk og godter.

På søndag er det d. 13 December, det er Luciadag og det betyder at der skal bages lusekatte.
Jeg har bagt bollerne (næsten) hvert år til jul, og de hører bare December til.


(Oplægget her er oprindeligt fra 2012, men jeg følte at det var på sin plads med en opdatering)


Luciabrød
(Fra Boligliv 2011)
ca. 12-15 stk.

Ingredienser:

75 gr. smør
2 1/2 dl mælk
25 g gær
1 tsk safrantråde & 1 tsk sukker
1 spsk kogende vand
1 æg
1 spsk sukker
500 gr mel

1 sammenpisket æg til pensling
evt. rosiner til pynt

Fremgangsmåde:
1. Smelt smørret over svag varme. Hæld mælk til det smeltede smør. 
2. Når blandingen er fingervarm, hældes det i en stor skål. Smuldr gæren i og rør til det er opløst.
3. Knus safrantrådende med 1 tsk. sukker, tilføj 1 spsk. kogende vand og opløs det heri.
4. Rør det i gær-blanding.
5. Tilføj sukker og æg og pisk det godt sammen.
6. Kom melet i og ælt til dejen er smidig, ca. 5 minutter hvis du bruger en standmixer med dejkrog.
7. Lad dejen hæve, tildækket et lunt sted i 1 time.

8. Vend dejen over på bordpladen, strøet med mel, del dejen i 12-15 stykker og rul dem til fingertykke pølser. Form dem til lucia boller - S formede boller.

9. Lad bollerne efterhæve i 20 minutter. Tænd ovnen på 220 grader.
10. Pensl bollerne med sammenpisket æg og pynt dem evt. med rosiner.
11. Bag brødende i 12-15 minutter, indtil de tager farve og lyder hule når du banker på undersiden


Glædelig Lucia dag til dig


torsdag den 6. december 2012

Jule Kløben & Jule is

Hold op hvor har jeg haft travlt.. Jeg plejer at have en rolig December, men i år har jeg indtil nu virkelig haft travlt. Jeg har været på julebesøg hos mine forældre, været i Lübeck på julemarked, nede og handle i Tyskland, lavet flæskesteg til 35 mennesker og igen i dag til 12..

Jeg har også været så heldig at opleve en masse sne i Kolding og Aabenraa, det er noget af det smukkeste og min julestemning er hjemme! 

I dag kommer opskriften på min families Kløben/ Weihnachtsstollen, som er en Sønderjysk/Tysk julekage-brød med en masse godter i. Uhm, elsker det simpelthen, det har siden jeg kan huske været en fast tradition at min far bagte det til jul, så for mig er det bare jul når den kommer ud af ovnen. Da min far desværre nu sidder i kørestol så var det mig der bagte det i år, så nu er opskriften gået en generation videre, - og den vil jeg dele med dig :-D

Efter min mors ønske, så lavede jeg også en juleis, hun havde smagt det i Flensborg og det havde smagt så godt, så selvfølgelig ville jeg forsøge at lave det. - Resultatet blev ligesom det hun havde fået, succes! Den blev også vildt lækker.. Desværre fik jeg ikke noget billede af den, da jeg lavede den om aftenen og allerede tog afsted om morgenen.

Kløben
Familien Kopp's Kløben/Weihnachtsstollen

Ingredienser:

1000 gr. hvedemel
250 gr. smør
4 dl. mælk
150 gr. sukker
2 x 50 gr. gær
100 gr. smuttede og hakkede mandler
250 gr. rosiner
100 gr. sukat eller citronat
100 gr. pomeransskal
1 tsk. kardemomme
Revet skal fra 2 økologiske citroner
saft fra 1 citron

1 æg

Fremgangsmåde:

Bland alle tørre ingredienser sammen i en stor skål, gerne skålen fra en standmixer med dejkrog. Smelt smørret på middelvarme i en gryde, når smørret er smeltet tages gryden af varmen og mælk og sukker hældes ved, rør godt. I en lille skål, rør gæren ud i lidt vand.
Når smør blandingen er afkølet og fingervarm røres gæret i *hellere for kold end for varm, varmen ødelægger gærkulturen.
Væsken hældes til de tørre ingredienser og det hele blandes godt, tilføj eventuelt lidt mere mel hvis dejen er for våd, en spiseske ad gangen, dejen må ikke være for tør. 
Dejen æltes i 5-10 minutter, indtil den bliver glat og smidig. Stil dejen i en skål, overdækket med et viskestykke et lunt sted og lad den hæve i minimum 1 time, gerne længere.

Vej dejen, og del den i enten 2 eller 3 ligestore stykker. Ælt og form dem til brød.
Stil dem til efterhævning på en bagepapir beklædt bageplade med et klæde over i ca. 30-50 minutter. Tænd ovnen på 220 grader, *ikke varmluft.
Slå et æg ud og pensel brødene med det.













Bag brødene i 50 minutter, - efter ca. 10 minutter dækkes de med sølvpapir, hold godt øje med dem så de ikke når at blive for brune inden du dækker dem til. 

Tag brødene ud af ovnen og afkøl dem på en rist, vend et af dem og bank for bunden for at tjekke om de er færdig bagte, - det skal lyde hult.

_________________________________

Jule Is
(inspireret af eis-machen)

Ingredienser:

5 dl. fløde
1 dåse kondenseret mælk
1 spsk. vaniljeekstrakt
1 tsk. kanel
1/2 tsk stødt stjerneanis
1/3 tsk. Muskat
1/3 tsk. stødt koriander
1 sprøjt citron

evt. tyske spekulatius småkager til servering.

Dette er en rigtig nem måde at lave is på, hvis du vil have det endnu nemmere så køb en færdig vaniljeis og bland krydderier i.

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienser sammen i en skål. Frys det i en ismaskine, (følg maskinens anvisninger) eller hæld det i nogle beholdere og stil dem i fryseren, - husk at røre hver anden time indtil den er frossen, eller ihvertfald 2 gange.
Ved servering kan der drysses spekulatius småkager over.


tirsdag den 4. december 2012

Ghostmallows ~ Spøgelsesfiduser ~ Skumfiduser

Så er det allerede 4. December. Hvor tiden flyver afsted. Sneen er faldet i næsten hele landet, en smukkere start på December kunne man bestemt ikke ønske sig.
Jeg var i går på julemarked i Lübeck, det er altid en helt fantastisk oplevelse at komme på julemarked i Tyskland :-) Lübeck er helt bestemt et besøg værd.

Jeg er på besøg hos mine forældre i disse dage og har i dag bagt Klöben til min far i Adventsgave, Klöben er et tysk julebrød, som er super lækkert. Desuden er jeg igang med at lave entysk inspireret juleis til min mor.
Opskrifterne kommer i morgen :-D

I dag kommer opskriften på Ghostmallows, som jeg har lovet min kære veninde Tina. Der er lidt forskellige opskrifter på skumfiduser, de fleste er med glucose. Men da jeg desværre brændte første portion på, da jeg var så smart at tage fejl af Fahrenheit og Celsius, måtte jeg lede lidt og fandt så frem til en uden, som blev rigtig god!
Så søde Tina, jeg håber du får tid til at lave dem snart :-)


Ghostmallows

Ghostmallows
(opskrift fra lollyssweettreats og willcookforfriends)

Ingredienser:

60 ml. vand
225 gr. sukker
8 gr. gelatine/husblas (Mener det er 1 pakke)
80 ml.
1 knsp. salt
Evt.1 tsk ren vanilje eller anden smag
*Bage/sukker termometer

Sort gelefarve eller kakaopulver

100 gr. puddersukker
100 gr. majsstivelse

Fremgangsmåde:

Først klargør 1-2 bageplader, beklæd dem med bagepapir. Bland puddersukker og majsstivelse og drys det ud over bagepladerne, det skal være i et jævnt lag og ligge ligesom sne, gem resten.
Klargør også en sprøjtepose med en åben tip, eller bare uden tip, eller en frysepose med et hjørne klippet af.
* Hvis du bare vil lave firkantede eller skære skumfiduser ud med udstik forme, så behøves ingen sprøjtepose.

Så skal husblassen opløses, følg enten fremgangsmåden bag på pakken, eller, læg husblas i blød i koldt vand i en skål. Hæld 60 ml. vand, salt og sukker i en gryde, tænd for varmen og rør til sukkeret er opløst, lad sukkeret simre til det når 121 grader, *Brug et bage/sukker termometer her. Det tager ca. 5-10 minutter.

Imens at sukker blandingen simrer, knuges gelatinen fri for vand og smeltes i 80 ml. kogende vand.
I skålen fra en stand mixer med piskeriset, hældes gelatine + vand i og der røres til det er opløst.
Når sukker blandingen når de 121 grader, hældes det i gelatine blandingen i en tynd stråle mens maskinen kører på lav hastighed, hæld blandingen ned i piskeriset, hvis det hældes på kanterne af skålen, størkner det med det samme. Når det hele er hældt i skålen, tilføj vanilje eller anden smag og pisk på medium hastighed i 8-10 minutter, indtil at massen danner stive spidser.

Og så skal der arbejdes hurtigt, ihvertfald hvis du vil lave skumfidus spøgelser, da massen størkner hurtigt. Hæld massen i sprøjteposen og start med at sprøjte spøgelser på de forberedte bageplader. Lav dem i flere størrelser, forme osv. :-)
Lav dem tørre i et par timer, indtil de er tørre. Tegn så ansigter med en pensel, med sort gelefarve blandet med vand, eller kakao blandet med vand. Kun fantasien sætter grænser.

Hvis du vil lave en plade, så vend massen ud på bagepladen og smør den ud med en dejskraber som er smurt med smagsneutral olie eller bagespray. Drys med sukker/stivelse blandingen. Når dejen er tør, efter 2-4 timer, skæres den ud med en kniv eller udstikforme.

Opbevar dem i en lufttæt beholder i op til 3 uger, - hvis de da holder så længe ;-)

torsdag den 29. november 2012

Hjemmelavet varm Chokolade med Ghoooostmallows ...

Til Halloween lavede jeg hjemmelavede skumfiduser. Ikke bare de almindelige firkantede, - nej nej, selvfølgelig Spøgelses-fiduser .. Ghostmallows .. Wohooooo. Blev super glad for resultatet, hvem skulle have troet at det er så nemt at lave skumfiduser?

Opskriften på skumfiduser deler jeg med jer en anden dag, i dag kommer opskriften på hjemmelavet varm chokolade, hvori de kære Ghostmallows fik lov til at smelte i. Elsker bare varm chokolade med skumfiduser! Det er noget jeg første gang fik hos min veninde for mange år tilbage og har været hooked siden,  så tusind tak til Patthama :-)



Ghostmallows


Varm Chokolade
1 stor kop

Ingredienser:

5 dl. mælk
2 spsk. ren kakao pulver
60 gr. hakket mørk chokolade 70+ - jeg brugte 80% (Hvis du gerne vil have en knap så kraftig chokolade smag, så prøv at skifte halvdelen ud med mælkechokolade)
Ca. 1-3 spsk agave sirup (eller anden sødt, som honning)

Tilbehør:

Skumfiduser eller frisk pisket flødeskum


Fremgangsmåde:

Hæld mælken i en gryde, tænd på lav varme. Hak chokoladen groft og hæld den i gryden til mælken, tilføj kakao pulveret. Skru op til middel varme og varm op under konstant omrøring indtil chokoladen er smeltet. Smag til med agave sirup. (Hvis du bruger halv mælkechokolade er det muligvis ikke nødvendigt med agave)

Hæld i et stort krus og kom skumfiduser i, eller piskefløde. Lækkert på en kold vinteraften.


Ghostmallows

Og ligeså langsom smelter de kære spøgelser og forsvinder ;-)