tirsdag den 22. december 2015

Pebernødder

Hvis du ikke har nået at bage alle småkagerne endnu, - så er disse pebernødder helt fantastiske! Opskriften kommer fra Lagkagehuset, og den er for god til at lave noget om på.. 

Pebernødder
(Lagkagehusets opskrift)
Ca 200-300 stk.

Ingredienser

250 g blødt smør

250 g sukker
1 dl piskefløde
500 g hvedemel
1 tsk ingefær
1 tsk kanel
1 tsk hvid peber
1 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
1 tsk natron

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 C.
Beklæd 2-4 bageplader med bagepapir
Pisk det bløde smør og sukker sammen til en luftig masse med en el-pisker
Pisk ved laveste hastighed og tilføj fløden lidt ad gangen
Bland med med krydderier, bagepulver og natron
Bland det hele sammen, og ælt dejen med hænderne
Tril dejen til lange pølser på størrelsen med lillefingeren, og skær dem i små 1 cm stykker 
Fordel på bagepladen med 2 cm imellem hver
Bag i ovnen i ca. 10 minutter - Afkøl på en bagerist
Opbevar i en lufttæt beholder
Note: dejen kan sagtens fryses ned efter den er trillet til stænger, - den skal bare ud 1 time inden du skal bage.

mandag den 21. december 2015

Cheesecake med Kirsebærsauce

Jeg var til julefrokost i lørdags og skulle have en kage med.. Jeg ville gerne have at kagen var julet, men også let og lækker. Så jeg fandt frem til denne lækre cheesecake, som er utroligt fantastisk! Jeg skal aldrig igen bruge en anden opskrift.
Den er cremet, lækker og luftig, og så faldt den ikke sammen. Den var faktisk bare perfekt. Jeg var selv så glad da vi skar den op, fordi jeg tidligere har bagt mange forskellige cheesecakes, som aldrig er blevet helt rigtige.

Den er perfekt til julefrokosten, eller bare hvis der skal hygges derhjemme.

OBS. Kagen er hurtig at røre sammen, men skal bage rimeligt længe + køle af.

Cheesecake med Kirsebærsauce
(inspiration fra Crunchy Creamy Sweet)
1 kage - 28 cm i diameter
20 minutter forberedelse + 2 timers bagning/afkøling

Ingredienser:
200 g knuste digestive kiks
1 spsk sukker
100 g smeltet smør
600 g flødeost naturel
250 g sukker
2 spsk mel
150 ml skyr naturel el græsk yoghurt
1 tsk vaniljeekstrakt
1,5 tsk appelsinekstrakt
2 æg
1 glas kirsebærsauce (jeg brugte den øko fra Svansø med appelsin)
revet mørk chokolade til pynt

Fremgangsmåde:
Pak 1 stor springform udvendigt ind i alufolie, sådan så der ikke kan komme vand ind i formen når den senere skal bage i vandbad - kog 2 liter vand og stil det til side
Tænd ovnen på 160 C 
Bland de knuste digestive kiks med 1 spsk sukker og det smeltede smør
Pres blandingen ned i springformen, bag i ovnen i 8 minutter
Pisk flødeosten luftig med en el-pisker
Tilføj sukker og pisk ved lav hastighed til det er godt blandet sammen
Tilføj mel, skyr, vanilje- og appelsinekstrakt og pisk massen godt sammen
Pisk æggene i en ad gangen ved lav hastighed, pisk til der ikke er flere klumper
Hæld det i springformen med den for-bagte bund
Find en bradepande som rummer springformen, stil springformen i bradepanden og bradepanden i ovnen - hæld det opvarmede vand i, så det går et par cm. op langs springformens kant - tilføj evt. mere vand efter 40 minutter, hvis det hele fordamper
Bag i 1 time og 20 minutter, - når tiden er gået, skal kagen blive stående med lågen på klem, jeg brugte en træ-ske til at holde lågen åben
Lad kagen stå i den slukkede ovn i 1 time - tag herefter kagen ud og lad den køle af på køkkenbordet
Stil den gerne koldt i nogle timer inden servering
Inden servering, - fordel kirsebærsaucen på kagen og pynt med revet mørk chokolade





Vafler med ost

Julen står for døren, og vi er igang med planlægningen for de næste dage, så alt der kan forberedes bliver forberedt, så vi bare kan slappe af d. 24. 
Vi skal have langtidsstegt and og flæskesteg, søde og almindelige kartofler, rødkål og rødkålssalat, 2 saucer og risalamande. 
Og så d. 24 er der tid til at hygge, drikke gløgg og spise æbleskiver og småkager, mens vi går og venter.. Og selvfølgelig skal vi se Disney's juleshow, på dansk og på svensk, og en tur i kirken. Ja, det kræver lidt planlægning hvis vi skal nå det hele.

For at morgenmaden ikke tager for lang tid, men stadig er lækker, så spiser vi gerne vafler.
Som jeg nævnte sidst er vafler en fantastisk morgenmad, - og her kommer opskriften på den "salte" udgave, med revet ost, bedst serveret med et spejlæg på toppen og meget gerne avocado til. 


Vafler med ost
(inspireret af Arla)
6 stk firkantede vafler

Ingredienser:
100 g hvedemel
50 g groft mel, f.eks. grahamsmel el fuldkorns ølandshvedemel
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
40 g smør
2 dl mælk
2 æg
150-200 g revet ost, f.eks. cheddar
Evt. 1 æg per person + avocado

Fremgangsmåde:
Tænd for dit vaffeljern, så det er klar til brug
Rør mel, salt og bagepulver sammen
Smelt smørret og bland det med mælken
Rør det i melet sammen med æggene
Pisk det godt sammen, så der ikke er nogen klumper
Hæld en en smule dej i vaffeljernet, drys med revet ost og hæld til sidst lidt mere dej på Bag dem gyldne og sprøde
Steg imens spejlæg til at toppe vaflen med.


Vafler med Kirsebær

Det kan godt være at der bliver spist (en del) lækker mad her i juletiden, men men men.. Der skal også være plads til lækker morgenmad.
Jeg var så heldig at få Tefal Snackjern i fødselsdagsgave i september, - den har været ganske vel brugt siden.

Efter at have boet i USA er jeg blevet mere vild med vafler end før, især til morgenmad. Både "salte" vafler med ost og æg, men favoritten er som altid de søde vafler. Jeg elsker kirsebær, og så er det jo perfekt julet med kirsebærsovs lige nu. Der er sikker også altid en rest efter risalamande, så det kunne jo være disse vafler skal serveres 1. juledag. Det ville jeg ihvertfald ikke blive ked af.


Vafler med kirsebær
(inspiration fra Arla)
4 store firkantede vafler

Ingredienser:
100 g hvedemel
50 g groft mel, f.eks. grahamsmel el fuldkorns ølandshvedemel
knsp salt
1 tsk bagepulver
1 tsk rørsukker
1 tsk vaniljekorn
revet øko citronskal fra 1 citron
40 g smør
2 dl mælk
2 æg
1 dl afdryppede, hakkede kirsebær

Fremgangsmåde:
Tænd for dit vaffeljern, så det er klar til brug
Rør mel, salt, bagepulver, rørsukker, vanilje og citronskal sammen
Smelt smørret og bland det med mælken
Rør det i melet sammen med æggene
Pisk det godt sammen, så der ikke er nogen klumper
Vend kirsebær i dejen
Hæld en passende mængde i vaffeljernet og bag dem gyldne og sprøde
Server med sovsen fra kirsebærrene


Konfekt med mandler

Vi skriver d. 21 december. 3 dage til juleaften, - hvor jeg dog glæder mig.
De sidste dage inden d. 24 december, skal bruges på at bage flere julegodter, lækre retter til morgenmad og selvfølgelig på at forberede julemaden.

Jeg går all-in på julegodter, især i disse sidste dage inden juleaften, for så er der tid til at slappe af og bare nyde det efter jul.

Konfekt med mandler
(fra  Jule Bageliv - tillæg til Boligliv 12/2015)
ca. 40 stk.

Ingredienser:
200 g blød i små tern nougat
100 g hakket mørk chokolade
75 g hakkede mandler
100 g syltet, hakket appelsinskal el. lign.
25 g hakkede rosiner eller tranebær
hakket mandel og kakaonibs til pynt

Fremgangsmåde:
For en mindre form (ca. 10 x 20 cm) med bagepapir
Smelt nougat og chokolade over vandbad.
Tag massen af varmen - vend mandler, appelsinskal og rosiner i.
Drys med hakket mandel og kakaonibs, - dæk konfekten til og stil den på køl, gerne til dagen efter
Skær konfekten i små snitter, eller små firkanter. Opbevares på køl.



mandag den 14. december 2015

Jule Is

Det er ved at blive koldere i vejret, og selvom der ikke har været så frygteligt meget sne endnu i December (som i ingen), så er det nogle kolde morgener og nætter, hvor frosten lige får fat. Selvom det er koldt, så kan jeg altid spise is. ALTID. Og denne jule-is er perfekt krydret og skøn med knuste småkager ovenpå. 
Super nem at lave og så smager den bare af juuul.


Jule Is
(inspireret af eis-machen)

Ingredienser:
5 dl. fløde
1 dåse kondenseret mælk
1 spsk vaniljeekstrakt
1 tsk kanel
1/2 tsk stødt stjerneanis
1/3 tsk stødt muskat
1/3 tsk stødt kardemomme
1/3 tsk stødt ingefær
1 sprøjt citron
evt. tyske spekulatius småkager, eller anden sprød småkage til servering.

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienser sammen i en skål. Frys det i en ismaskine, (følg maskinens anvisninger) eller hæld det i nogle beholdere og stil dem i fryseren, - husk at røre hver anden time indtil den er frossen, minimum 2 gange. Det tager ca. 5-6 timer i fryseren.
Ved servering kan der drysses knuste spekulatius eller anden sprød småkage over.

Dette er en super nem måde at lave is på, - hvis det skal gå endnu nemmere, så køb 1 liter god vaniljeis og rør sammen med krydderierne.

Velbekomme

søndag den 13. december 2015

Lusekatte

I dag er det d. 13 December, det er Luciadag og det betyder at der skal bages lusekatte.
Jeg har bagt bollerne (næsten) hvert år til jul, og de hører bare December til.

Kært barn har mange navne.. I Sverige Lusekatter, oversat til dansk Lusekatte og så den fordanskede udgave - Luciaboller. Men ligemeget hvilket navn, så er det helt fantastiske, bløde, luftige og lækre! Perfekte til søndagshyggen.

(Oplægget var på bloggen første gang tilbage i 2012, men jeg følte at det var på sin plads med en opdatering)


Lusekatte - Luciaboller
(Fra Boligliv 2011)
ca. 12-15 stk
Ingredienser:
75 gr. smør
2 1/2 dl mælk
25 g gær
1 tsk safrantråde & 1 tsk sukker
1 spsk kogende vand
1 æg
1 tsk honning
1 knsp salt
500 gr mel 

1 sammenpisket æg til pensling
evt. rosiner til pynt

Fremgangsmåde:
Smelt smørret over svag varme. Hæld mælk til det smeltede smør. 
Når blandingen er fingervarm, hældes det i en stor skål. Smuldr gæren i og rør til det er opløst.
Knus safrantrådende med 1 tsk. sukker, tilføj 1 spsk. kogende vand og opløs det heri.
Rør det i gær-blandingen.
Tilføj honning, salt og æg og pisk det godt sammen.
Kom melet i og ælt til dejen er smidig, ca. 5 minutter hvis du bruger en standmixer med dejkrog (tilføj evt. ekstra mel hvis dejen er for klistret).
Lad dejen hæve, tildækket et lunt sted i 1 time.

Vend dejen over på bordpladen, strøet med mel, del dejen i 12-15 stykker og rul dem til fingertykke pølser. Form dem til lucia boller - S formede boller.

Lad bollerne efterhæve i 20 minutter. Tænd ovnen på 200 grader.
Pensl bollerne med sammenpisket æg og pynt dem evt. med rosiner.
Bag brødende i 15-18 minutter, indtil de tager farve og lyder hule når du banker på undersiden


Glædelig Lucia dag til dig