tirsdag den 20. december 2016

Juleboller

Fire dage til jul, jeg kan næsten ikke tro det. Jeg har haft næsen begravet i bøgerne og min bachelor i denne måned, så det er meget begrænset hvad jeg har nået at bage i år. Men, lidt er det da blevet til. Lavede for nogle uger siden de her lækre juleboller, - de er inspireret af min kløben og fødselsdagsboller. Ekstra lækre med lidt marcipan i midten :-) Perfekte til eftermiddagskaffen, eller til julehyggen om aftenen.



Juleboller
(15 stk.)

Ingredienser:
4 spsk. vand
50 g gær
1 spsk. honning
100 g smør
2 dl minimælk
550 g hvedemel
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. ingefær
1/4 tsk. allehånde
1/2 tsk. salt
50 g tørrede tranebær
50 g tørret frugt (figen, aprikos, pomerans)
evt. 20 g marcipan

Til pensling: 1 sammenpisket æg



Fremgangsmåde:


    Smelt smør i en lille gryde.


      Hæld mælk i en lille skål, tilføj det smeltede smør.


        Opløs gær i vand i en stor skål. Når mælk/smør er afkølet (fingervarmt), tilføjes det, sammen med honning. 


          I en anden skål, rør mel, salt og krydderier sammen.


            Rør melet i væsken. Tilsæt tranebær og tørret frugt. Ælt - hvis den er for våd tilsættes lidt mere mel. Dejen skal være blød, men må ikke klistre på fingrene. Æltes i 5-10 minutter. 


              Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted. Lad den hæve i 30 min - 1 time.


                Slå dejen op, form 15 boller og lig dem på en bageplade beklædt med bagepapir. 
                Du kan evt. ligge lidt marcipan i midten af hver bollen.

                Lad dem efterhæve tildækket i ca. 1 times tid. Tænd ovnen på 200 C.


                  Pensl bollerne med sammenpisket æg, drys eventuelt med kanelsukker.


                    Bag i ovnen i 12-15 minutter, til de bliver gyldne. Køles af på en rist.

                    Smager bedst nybagte, kan med fordel fryses ned. 
                    Når de kommer direkte fra frost, så bliver de ligeså lækre igen efter en tur på brødristeren.

                    søndag den 4. december 2016

                    Æbleglögg (u. alkohol)

                    1. advent stod den på tøse- og julehygge. Havde netop været i Flensborg på punsch tur, så jeg foretrak en børne-venlig udgave i søndags.

                    Tidligere har jeg lavet varm cider med tranebær, men ville gerne prøve noget andet.. Og bruge nogle af de mange æbler vi har opbevaret fra årets høst. Så, æbleglögg it is.
                    Jeg juicede selv æblerne på min juicer - jeg ved at der kan være noget spild, det bliver iltet osv. Men nu har vi en kompost, så det at skulle smide en del ud, var acceptabelt.. og til min store overraskelse blev æblesaften faktisk god. Vi har Ingrid Marie æbler, som i år er meget røde, som gav en flot rød saft.


                    Æbleglögg

                    (4 personer)
                    Ingredienser
                    1 liter æblemost, enten købt eller hjemmelavet
                    1 sød øko appelsin
                    1 stor håndfuld friske øko tranebær
                    2-3 nelliker
                    2 kanelstænger
                    evt. stjerneanis (hvis du kan li' lakrids) 

                    Fremgangsmåde
                    Skyl appelsin og tranebær, skær appelsinen i skiver
                    Hæld æblemost i en gryde, tilsæt appelsin og tranebær
                    Tilsæt nelliker og kanelstænger, og evt. stjerneanis (2-3 stk)
                    Varm drikken op ved medium varme, indtil tranebærrene begynder at briste
                    Smag evt. til med lidt honning
                    Server drikken rygende varm



                    søndag den 27. marts 2016

                    Chokolade Påske Tærte med Nøddebund

                    Denne sag er virkelig en chokolade-bombe! Og den er lækker - især med god vaniljeis eller flødeskum til.
                    Kan pyntes fint til påske, - men fungerer glimrende resten af året. Hvis den er for "chokolade-tung", kan man vælge at bruge lidt mindre chokoladefyld og lidt flere bær.

                    Nøddetærte med Chokoladefyld
                    (Tærte dej inspireret af familiejournalen)

                    Ingredienser:
                    Bund
                    100 g mandler
                    100 g hvedemel
                    50 g rørsukker
                    80 g koldt smør i tern

                    Fyld
                    1 dåse kondenseret mælk
                    150 g mørk chokolade
                    1/2 tsk. flagesalt
                    1 tsk. vaniljeessens

                    forskellige bær og små påskeæg
                    vaniljeis og flødeskum til servering

                    Fremgangsmåde:

                    Kør mandlerne i en foodprocessor, til groft mandelmel (brugt evt. købt mandelmel).
                    Bland mandelmel, mel og sukker. Ælt sammen med det kolde smør.
                    Form dejen til en kugle, pak den ind i plastikfolie og lig på køl i 15 minutter.
                    Tænd ovnen på 200 C - Smør en stor tærteform.
                    Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir, så den passer til din tærteform.
                    Beklæd tærteformen med dejen, - læg alufolie på dejen for at holde den nede, bag i 5 minutter.
                    Tag alufolien af, og bag videre i 10 minutter. 
                    Lad den afkøle på en rist.

                    Lav imens fyldet:
                    Rør den kondenserede mælk sammen med salt og chokolade i en tykbundet gryde, over medium varme.
                    Bliv ved med at røre, indtil al chokoladen er smeltet og cremen tykner - ca. 15 minutter. Det må ikke koge.
                    Afkøl fyldet ved stuetemperatur - og rør så vaniljeessensen i.


                    Fyld tærten med den afkølede chokoladecreme, pynt med bær og påskeæg.
                    Server med vaniljeis og flødeskum.
                    Holder sig fint på køl i 3-4 dage, uden at blive kedelig.

                    *Som skrevet, så er chokoladefyldet meget fyldigt :-) 
                    Brug evt. kun halvdelen i tærten, og gem resten i en lufttæt beholder i køleskabet, - det kan bruges til pandekager, is, kager, desserter, osv. 


                    mandag den 21. marts 2016

                    Påske kokosmakron Kyllinger

                    Tænk engang, lige om lidt er det påske. Påsken falder utroligt tidligt i år.. Men heldigvis er vejret da nogenlunde forårsagtigt. Det er ihvertfald varmt nok til at være i haven, - og til at sidde på terassen.

                    Faldt over opskriften på de her kokosmakroner, de er nemme at gå til og smager lækkert! Har piftet dem lidt op med lidt gul farve - og chokolade-næb, det er jo påske kyller.

                    Kyllinge-Kokosmakroner med appelsin
                    (10 små kokos-kyller)

                    Ingredienser:
                    100 g kokosmel
                    30 g smeltet kokosolie
                    1 æg
                    2,5 spsk kokossukker
                    1 tsk appelsinessens eller revet skal fra 1 øko appelsin (kan undlades)
                    gul frugt- eller gelefarve (kan undlades)

                    Topping:
                    30-40 g mørk chokolade


                    Fremgangsmåde:
                    Tænd ovnen på 200 C.
                    Rør alle ingredienserne sammen.
                    Rør lidt gul farve i, lidt efter lidt, indtil farven er som du ønsker det.
                    Form små kugler eller toppe, stil dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
                    Bag i ovnen i 15 minutter, til de gyldenbrune.
                    Afkøl dem på en rist.

                    Smelt den mørke chokolade over vandbad.
                    Dyp de afkølede kokoskugler i chokoladen, stil dem til afkøling på bagepapir. 
                    Hæld resten af chokoladen i en sprøjtepose eller lille plastikpose, sprøjt små "øjne" på kokoskuglerne.
                    På et stykke bagepapir, sprøjt små næb ud. Lad næbbene køle af i køleskabet. Når de er kolde, dyp dem i lidt smeltet chokolade og klistre dem på kokoskuglerne.
                    Opbevares i en lufttæt beholder - ikke for varmt.


                    fredag den 18. marts 2016

                    Irish Soda Bread

                    Igår var det Saint Patrick's Day, den irske nationaldag. Irish Soda Bread er ganske traditionelt at bage på denne tid af året, så det ville jeg også prøve.

                    Brødet var super lækkert og nemt at bage - det kræver INGEN æltning, fordi brødet laves uden gær, men med natron.

                    Irish Soda Bread
                    1 stort brød

                    Ingredienser:
                    420 ml kærnemælk
                    1 æg
                    525 g hvedemel
                    40 g sukker (2,5 spsk)
                    1 tsk natron
                    1 tsk salt
                    65 g koldt smør i tern
                    150 g rosiner

                    Fremgangsmåde:
                    Smør 1 springform - 25 cm i diameter, stil den til side til senere.
                    Tænd ovnen på 220 C.

                    Pisk kærnemælk og æg sammen i en lille skål, stil til side.
                    Rør mel, sukker, natron, salt sammen i en stor skål. 
                    Smuldr smørret i melet, til det har en "sandet" konsistens. Rør rosiner i.
                    Lav en fordybning i midten af melet, hæld kærnemælk blandingen i.
                    Rør det hele sammen, så dejen er blandet godt sammen.

                    Det må IKKE æltes for meget, kun til det lige er blandet (30 sekunder.
                    Form dejen til en kugle - vend den over i springformen. Skær et stor X på toppen.

                    Bag i ovnen i ca. 1 time - tjek efter 30 minutter om den er meget brun, hvis så skal den dækkes med alufolie og bages færdig.
                    Tjek om den er færdigbagt med en strikkepind el.lign.

                    Afkøl i formen i 15 min. Tag den derefter ud af formen og lad den køle helt af på risten.
                    Serveres lun - fryseegnet.



                    tirsdag den 1. marts 2016

                    Rosinboller - de gode fødselsdagsboller

                    Selvom det i dag er årets første forårsdag, så er det noget koldt og vådt udenfor.. Det ligger virkelig op til rosinboller og varm kakao!

                    Bollerne er også de perfekte fødselsdagsboller. Opskriften kommer vidst i sin tid fra AMO, som så er blevet ændret af min far og sidenhen mig.



                    Fødselsdagsboller med Rosiner
                    (18-20 stk.)
                    Ingredienser:
                    2 spsk. vand
                    50 g gær
                    1 spsk. honning
                    100 g smør
                    2 dl minimælk
                    550 g hvedemel
                    1 tsk. kardemomme
                    1/2 tsk. salt
                    100 g rosiner

                    Til pensling: 1 sammenpisket æg


                    Fremgangsmåde:
                    1. Smelt smør i en lille gryde.
                    2. Hæld mælk i en lille skål, tilføj det smeltede smør.
                    3. Opløs gær i vand i en stor skål. Når mælk/smør er afkølet (fingervarmt), tilføjes det, sammen med honning. 
                    4. I en anden skål, rør mel, salt og kardemomme sammen.
                    5. Rør melet i væsken. Tilsæt rosiner. Ælt - hvis den er for våd tilsættes lidt mere mel. Dejen skal være blød, men må ikke klistre på fingrene. Æltes i 5-10 minutter. 
                    6. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted. Lad den hæve i 30 min - 1 time.
                    7. Slå dejen op, form 18-20 boller og lig dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve tildækket i ca. 1 times tid. Tænd ovnen på 200 C.
                    8. Pensl bollerne med sammenpisket æg, drys eventuelt med kanelsukker.
                    9. Bag i ovnen i 12-15 minutter, til de bliver gyldne. Køles af på en rist.

                    lørdag den 6. februar 2016

                    Fastelavnsboller med lakridscreme og citroncreme

                    I morgen er det fastelavn.. Og selvfølgelig skal der også fastelavnsboller til. Jeg har i år eksperimenteret lidt, og lavet forskelligt fyld. Hvis du gerne vil have den traditionelle med almindeligt vanilje-creme fyld, så er den lige her. Bollerne er super lækre, luftige og fyldte med skøn creme.


                    Fastelavnsboller med forskelligt fyld (lakridscreme, citroncreme)
                    20 stk.

                    Ingredienser:
                    1 dl. lunkent vand
                    40 g gær
                    200 g smør
                    1 ½ dl. A38 eller andet surmælksprodukt
                    ½ tsk. salt
                    2 spsk. sukker
                    1 tsk. kardemomme
                    600 g mel
                    1 æg
                    + 1 æg til pensling

                    Creme med lakrids
                    1 æg
                    1,5 spsk. sukker
                    0,5 spsk. Maizena
                    1,5 dl. mælk
                    3 tsk. lakridspulver - fine liquorice powder - fra Johan Bülow

                    Creme med citron
                    1 æg
                    1,5 spsk. sukker
                    0,5 spsk. Maizena
                    1,5 dl. mælk
                    2 tsk. citron essens + revet skal fra 1 øko citron

                    Fyld
                    30 g hakket mørk chokolade

                    Pynt
                    Flormelis, lakridspulver, citronessens

                    Fremgangsmåde:
                    Opløs gær i vandet. 
                    Smelt smørret i en gryde, hæld det i en lille skål sammen med A38.
                    Når smør-blandingen er afkølet, det skal være "finger varmt", røres det i gær-væsken sammen med ægget.
                    Rør sukker, mel,kardemomme og salt sammen, og rør det i gær-væsken.
                    Ælt dejen i 5-8 min. Hvis dejen er for klistret tilsæt lidt mere mel. Den er fedtet, - men må ikke blive tør.
                    Lad dejen hæve i 30 minutter

                    Creme med lakrids
                    Pisk imens maizena sammen med mælk i en tykbundet gryde, sørg for at røre maizena'en godt ud, så den ikke klumper.
                    Pisk æg, sukker og lakrids pulver i. Sæt gryden på pladen og tænd på medium varme.
                    Der skal piskes hele tiden, indtil at cremen koger og begynder at tykne. Pas på den ikke brænder på. Stil til side, og lad den køle af.

                    Creme med citron
                    Pisk imens maizena sammen med mælk i en tykbundet gryde, sørg for at røre maizena'en godt ud, så den ikke klumper.
                    Pisk æg, sukker og citronessens- og skal i. Sæt gryden på pladen og tænd på medium varme.
                    Der skal piskes hele tiden, indtil at cremen koger og begynder at tykne. Pas på den ikke brænder på. Stil til side, og lad den køle af.

                    Fremgangsmåde:
                    Rul dejen ud, og skær den i 20 firkanter. 
                    Kom en tsk. fuld creme,  og evt. lidt hakket mørk chokolade i midten af hver firkant.
                    Fold siderne ind af, fæstn dem i midten og form til en bolle. (Se nedenfor)
                    Vend dem om, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
                    Tænd ovnen på 210 C.
                    Lad dem hæve i 30 minutter, pensl dem med æg og drys evt. med sukker.
                    Bages i 15 minutter, indtil de er gyldne.
                    Afkøl på en rist.
                    Pynt med glasur lavet af hhv. flormelis og citronessens og flormelis, lakridspulver og vand.