tirsdag den 10. december 2013

Julekage

Hold op hvor tiden bare flyver afsted.. Lige pludselig blev det d. 9 December :-) Jeg er kæmpe jule-fan, og ville ønske at jeg havde tid til at bage julekager hver dag.

Hvis i også gerne vil bage lidt julegodter, så er der lidt forskellige opskrifter her på bloggen..
Luciaboller (Lusekatte) - Klöben (Julebrød) - Stjernekage - Brunkager - Zimtsterne & Vanillekipferl (småkager) - Æbleskiver - Jule Is - Cranberry Ginger hot Toddy - Mulled Apple Cider

I dag kommer en opskrift på en flot og lækker Jule kage. Den er pyntet med fondant og fondant figurer og er bare så fin. En kage som vil være perfekt til julefrokost eller julefesten.


Julekage
3 lyse bunde, 1 lag solbærmousse og 1 lag citronfromage, smurt op med Svejtsisk marengssmørcreme og betrukket med fondant/marcipan.


Vanilje lys kage bund
(inspiration fra bakingdom)
3 kage bunde

Ingredienser:

6 æg
180 ml. mælk
3 tsk. vanilje ekstrakt
375 gr. hvedemel
525 gr. sukker
3 tsk. bagepulver
1 1/2 tsk. salt
335 gr. usaltet smør

Fremgangsmåde:

Varm ovnen på 150 C.
  1. Smør 3 X  23. cm springform, beklæd den med bagepapir, smør igen og drys med mel.
  2. Pisk æg sammen med mælk og vanilje ekstrakt.
  3. I en skål, rør mel, sukker, bagepulver og salt sammen. 
  4. Mens du pisker, tilføj smørret i tern, indtil at dejen bliver "sandet".
  5. Tilføj nu halvdelen af ægge blandingen, pisk ved middel hastighed, indtil dejen er luftig og godt blandet.
  6. Tilføj den sidste ægge blanding, pisk ved lav hastighed til dejen er jævn. Pisk så i 20 sek. ved høj hastighed.
  7. Hæld dejen i formen, bag i ovnene i ca. 40-45 minutter, du kan bruge håndklæde-metoden for at sikre at kagerne er lige efter bagning. Se hvordan her
  8. Bag i ovnene i 45-50 minutter, indtil en tandstik el. lign. kommer ren ud. Er kagen ikke lige, se her
  9. Lad kagerne køle af på en rist i springformen, efter 15 minutter, kan du tage kagerne ud af formen og lade dem køle af på risten med toppen nedad. Brug altid en tallerken el. lign. hvis du skal vende kagen, så den ikke knækker.

Solbærmousse
(Opskrift som jeg har lånt og tilpasset, husker desværre ikke hvor fra)

Ingredienser:
250 gr. solbær
100 gr. rørsukker
5 bl. husblas
1 sprøjt citron
1,5 dl yoghurt naturel

Fremgangsmåde:

  1. Kog solbær og sukker sammen, indtil sukkeret er opløst og bærrene er kogt ud.
  2. Hæld blandingen igennem et si, du skal kun bruge saften. Stop spild af mad Tip Brug evt. bær-skallerne til marmelade :-)
  3. Tilsæt citronsaft. Smag til med ekstra sukker, hvis det er nødvendigt.
  4. Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter, kram vandet fra og tilføj lidt solbærsaft, rør indtil husblassen er opløst.
  5. Rør den smeltede husblas i resten af solbærsaften. 
  6. Når saften er kølet af, men ikke stivnet helt, vendes yoghurten i. 

Citronfromage
(fra Karolines kogebog)

Ingredienser:

5 blade husblas
3 pasteuriserede æg
100 gr. sukker
1 tsk. fintrevet citronskal fra øko citron
1/2 dl. friskpresset citronsaft
4 pasteuriserede æggehvider

Fremgangsmåde:
  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
  2. Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps. 
  3. Træk husblassen op med det vand der hænger ved, smelt det over vandbad.
  4. Bland husblas med citronsaft og skal og rør den i æggesnapsen.
  5. Pisk hviderne til skum.
  6. Vend æggeviderne i æg og citronblandingen. 
  7. Lad citronmoussen sætte sig i ca. 5-10 minutter.


Sådan samler du kagen
  1. Læg den lyse bund på den overflade den skal serveres på, alternativt kan den ligges på en fast rund pap kage-underdel som kan købes til formålet.
  2. Spænd springformen rundt om kagen.
  3. Fyld din solbærmousse på, fordel den jævnt og glat den ud.
  4. Læg en lys bund ovenpå. 
  5. Fordel citronfromagen jævnt og glat den ud.
  6. Læg den sidste lyse bund på.
  7. Stil kagen køligt i minimum 2 timer.


Svejtsisk Marengs Smørcreme
(fra Pyntekagen)

Ingredienser:
4 pasteuriserede æggehvider
250 gr. flormelis
1 knsp. salt
250 gr. blødt, usaltet smør

Fremgangsmåde:
  1. Pisk æggehvider, sukker og salt sammen i en skål der står over vandbad. Pisk hele tiden og sørg for at vandet under i koger, men kun simrer, så æggehviderne ikke bliver for varme. 
  2. Når sukkeret er opløst, efter ca. 5-7 minutter, (test med en ske eller finger, der må ikke være flere sukker korn) Tages skålen af varmen.
  3. Pisk nu massen på middel-høj hastighed indtil du får en stiv marengs og skålen er kølig på ydersiden når du rører ved den. Det tager ca. 5 minutter.
  4. Hvis du bruger en køkkenmaskine, så skal du skiftes piskeriset ud med padlen. 
  5. Tilsæt smør i små tern, mens du pisker. Marengsen vil falde sammen og se skilt ud, men fortsæt bare med at piske, indtil smørret er indarbejdet og og du får en blød og jævn marengs creme.

Nu skal kagen smøres op. Der er rigeligt med smørcreme, så pas på du ikke smører for meget på. Et tyndt lag som kun lige dækker er rigeligt. Se eventuelt her 



Herefter kan kagen overtrækkes med fondant og pyntes med figurer. 


Jeg pyntede min med: 
  • Et juletræ, se hvordan du laver det, på Youtube
  • En julemand, se hvordan du laver en, på Youtube
  • En snemand, se hvordan du laver en, på Youtube
  • julegaver, lavede jeg selv
  • Flormelis drys og glimmer, så det lignede sne

Opskrift på fondant kan du finde her.

Du kan finde teknikker med hvordan du overtrækker med fondant på Sweet Wise Inc. youtube profil. Her er der flere udførlige videoer om at arbejde med fondant.




Og sådan ser kagen ud indvendig :-) Jeg fik givet den lidt for meget gas med op-smøring, så den fik lidt for meget marengssmørcreme, så husk, kun et tyndt lag.


søndag den 1. december 2013

De bedste Brunkager

Her kommer lige et nyt oplæg med en gammel opskrift :-)
Lavede også disse brunkager sidste år og de er heeelt fantastiske! Meget bedre end dem man køber.

Og så kan man sagtens fryse en rulle ned og tage den op og bage flere senere. Således har man småkager hele julen.

Opskriften har jeg fra bogen "De glemte kager", som jeg har fået af min kære mor. Det er en rigtig god bog med gode opskrifter, især på de mere Sønderjyske kager :-)


Brunkager (Brune kager)
(opskrift fra "De glemte kager" - Dane Michelsen)

ca. 100 småkager

Ingredienser:
500 gr. hvedemel
250 gr. blødt smør
250 gr. sukker
125 gr. sirup
62,5 gr. groft hakkede mandler
1/2 tsk. stødt nellike
1 spsk. stødt kanel
50 gr. hakket sukat
50 gr. hakket syltet appelsinskal
1 1/2 tsk potaske - opløst i vand


Fremgangsmåde:

  1. Smelt det blødgjorte smør, sukker og sirup til kogepunktet ved lav varme, jeg havde det på varmen i ca. 10 minutter. 
  2. Når massen er afkølet, tilsættes de groft hakkede mandler, hakket appelsinskal og den opløste potaske. 
  3. Tilføj krydderierne og sukat og rør godt. Til sidst sies melet i, og dejen rører/piskes godt.
  4. Dejen kan godt flyde lidt ud, (hvis sukkermassen ikke blev helt afkølet, sker det nok), men tril så bare dejen ud i pølser mellem bagepapir.
  5.  Ellers trilles dejen bare ud til pølser og rul ind i køkkenfilm, stil på køl - gerne i 24 timer, eller frys til du skal bage, tag ud et par timer inden.

Tænd ovnen på 200 C.

  1. Skær kagerne i tynde skiver og læg på en bageplade beklædt med bagepapir.
  2. De skal bage i ca. 6-8 minutter, hold øje med at de ikke bliver for brune.
  3. Lad dem køle af på en rist. Opbevar dem i en tætsluttende kagedåse.